Schack Staffeldt: "Liljen og Dugdraaben"

1. Fra Solens Afskedssmiil udflød
   En Draabe ned i Liljens Skjød
   Lig Graad af Engles Længsel;
   Da lukkede sig Blomsten brat,
   Og Draaben fangen og forladt
   Sig fandt i jordisk Fængsel.
2. »Velkommen! o velkommen vær!
   Nu, Søde, maa du blive her
   Hos Liljen, øm og kjælen!
   Og hvis du altid elsker mig,
   Da skal jeg altid elske dig,
   Som Sandsen elsker Sjælen.« —
3. »O nei! jeg kan ei blive! nei!
   Med Skyerne kun gaaer min Vei,
   Her tøver jeg kun føie:
   Jeg Himmelen afspeile maa,
   Beruse mig i Ætherblaa,
   Vidt over Jordens Høie.« —
4. »O Himmelreenheds favre Søn!
   Hør en uskyldig Liljes Bøn
   Og vær den Ømmes Lykke!
   O Perle fra det Hav, som hvalt
   Blev gjennemsigtigt rundt om Alt,
   Vær Uskylds skjønne Smykke!« —
5. »Hold op at friste mig, hold op!
   Snart maa din natlig lukte Top
   For Solen sig oplade;
   Da stige Morgenstraaler ned
   Og løfte mig til Herlighed
   Fra dødelige Blade.«
6. Og Solen kom. Med Barnets Iil
   Mod længe ventet Faders Smiil,
   Flyer Draaben til dens Trone.
   Et Øieblik kun Liljen staaer,
   Et Suk den drager og forgaaer
   Med opløst Bladekrone.
7. Men høit til Regnens Farvekrands,
   Til Maaneslørets Sølverglands
   Blev Draaben herlig kaaret;
   Dog snart i Engles Skaal den flød
   Af Andagts Blik i Templets Skjød,
   Og blev til Himlen baaret.

Kilde: Kalliope.org