|
Udskriv
EU's historie
Omvæltningerne efter Berlinmurens fald i 1989 satte nyt skub i EF-samarbejdet. Med sloganet "Wir sind ein Volk!" krævede østtyskerne at blive genforenet med Vesttyskland. Der var en stemning af eufori men man sporede også en anelse nervøsitet hos Tysklands nabolande. Vesttyskland var i forvejen en europæisk stormagt med 62 mio. indbyggere i 1990. Med indlemmelsen af det tidligere DDR i forbundsrepublikken kom det nye Tyskland op på 80 mio. indbyggere.
Tysklands kansler Helmut Kohl mente, at Tysklands genforening ville kræve yderligere europæisk integration. Man kunne også forudse at mange af de øvrige eks-kommunistiske, østeuropæiske lande ville søge om optagelse i EU
Det var medvirkende til, at der kom skub i planerne om en økonomisk monetær union, fælles udenrigspolitik, retligt samarbejde og fælles rettigheder til unionsborgere.
Beslutningen om at afskaffe de forskellige valutaer og indføre én fælles, euroen, var den mest vidtgående.
EF-landene ønskede at indkapsle det nye stærke Tyskland, men EF ville også skærpe konkurrencen i det indre marked.
Når et land har flydende valutakurs betyder det, at markedet bestemmer prisen på valutaen. Hvis mange fx pludselig vil af med deres kroner, så vil kronekursen - prisen på kroner - falde tilsvarende. Det skaber usikkerhed for virksomheder, der får betaling i kroner.
Man kunne også bevidst lave valutaudsving (føre valutapolitik). Ved at nedskrive sin valuta kunne et land med ét slag gøre sine varer billigere og måske på den måde få flere arbejdspladser. Det er bare ikke så smart, hvis naboerne vælger at gøre det samme. Siden 1982 har Danmark derfor ført fastkurspolitik ved at følge den tyske D-mark. Det betød så, at Danmarks Nationalbank var nødt til at give den samme rente som den tyske - ellers ville kurserne jo svinge.
I ØMU'en blev der lavet et valutasamarbejde, hvor de europæiske nationalbanker regulerede kurserne ved at købe og sælge valutaer, så de holdt sig inden for visse grænser. Altså hvis kronekursen er på vej ned, vil europæiske nationalbanker "støtteopkøbe" kroner, så kursen ikke falder for voldsomt. I dag svinger kurserne selvfølgelig ikke imellem euro-landene, men derfor kan købekraften af 1 euro godt variere!
ØMU'en hørte under søjle 1 i Maastricht-traktaten. Her var der altså ingen vetoret.
Der stilles omfattende og temmelig komplicerede krav til landenes økonomiske politik for at være med i Euro'en. Det kan du læse mere om på denne side hos EU-oplysningen.
Se evt. også hovedside om euroen.
Efter den kolde krigs ophør ønskede mange europæere at de europæiske lande skulle være mere selvstændige ift. USA. Var det rimeligt at amerikanske soldater skulle gribe ind i europæiske konflikter? Her var det imidlertid svært at blive enige. Mange var imod en Europa-hær, og kompromiset blev, at man nøjedes med Vestunionen, som nogle EF-lande havde UDENFOR EF, som alternativ til NATO.
Med Maastricht-traktaten og Schengen-samarbejdet nedlagde EU grænsekontrollen mellem landene. For at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet lagde man op til et mellemstatsligt retsligt samarbejde.
Med indførelsen af den politiske union fik EU-borgerne nogle rettigheder, som skulle gælde i hele EU. Fx skulle EU-borgere kunne stemme til kommunalvalg og EP-valg i andre EU-lande. Modstandere af Maastricht så unionsborgerskabet som et forsøg på at knægte nationalfølelsen i de enkelte stater.
Kilder: Lykke Friis: EU fra fundament til konvent, Gyldendal 2003 og EU-oplysningen