Adjunkten - Historie
Palæstinakonflikten

Palæstinakonflikten

Køreplan med forsinkelser

Al Aqsa Intifadaen

Sharon besøgte Al Aqsa Moskeen under stærk bevogtning

Den 13. september 2000 skulle en selvstændig palæstinensisk stat efter fredsprocessens plan være udråbt. Den 28. september 2000 besøgte Sharon Jerusalems Tempelbjerg i Øst-Jerusalem, hvor muslimernes helligdom Al Aqsa Moskeen ligger. Det virkede meget provokerende på nogle palæstinensere, der opfattede besøget som en understregning af, at hele Jerusalem skulle høre under Israel. Det startede den anden palæstinensiske Intifada, som i en vis forstand ikke er slut endnu. Oprørerne krævede, at Israel skulle trække sig tilbage til 1967-grænserne, at bosættelserne på Vestbredden og Gaza blev fjernet og at de palæstinensiske flygtninge skulle have kompensation for den jord, de var flygtet fra. Selvmordsbombere terroriserede atter Israel for at få israelerne til at kræve sikkerhed fra deres regering. Antallet af selvmordsbombere steg.

11. september 2001

Terrorangrebet på USA i 2001 og den efterfølgende krig mod terror i Afghanistan og Irak påvirkede også Palæstina-konflikten. Lederen af det israelske Likud-parti, Ariel Sharon, mente at deres kamp mod palæstinensiske terrorister var en parallel situation. Siden 2001 har USA derfor støttet Israels leder Ariel Sharons hårde kurs overfor palæstinensiske terror-grupper. Samtidig lagde USA dog (igen) vægt på, at Palæstina-konflikten måtte finde en varig løsning. Som i 1990/91 ønskede man ikke at Irak-krigen blev udlagt som et Vestens korstog mod Islam eller arabere, det var netop en kamp mod terrorisme. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen lagde også vægt på en løsning i Palæstina, da Danmark i 2003 valgte at gå i krig i Irak:

"Regeringen lægger i sin støtte til USA stor vægt på, at præsident Bush har erklæret sin klare støtte til en køreplan for en samlet løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Uden en sådan løsning bliver der aldrig fred og ro i Mellemøsten." (Jensen: Irak og Palæstina)

Køreplan for fred 2002

Det internationale samfund forsøgte i 2002 at puste nyt liv i fredsprocessen. USA, Rusland, FN og EU godkendte det år en såkaldt "Køreplan for fred" som deres bud på en løsning. Planen er bl.a. udarbejdet af den danske udenrigsminister Per Stig Møller.

Planen består af 3 faser:

  1. Det palæstinensiske selvstyre skulle stoppe volden. Israelserne skulle trække deres militær ud af det palæstinensiske selvstyreområde og fjerne nye bosættelser etableret efter 2000.
  2. Etablering af en egentlig palæstinensisk stat indenfor foreløbige grænser. (skulle være afsluttet i 2003)
  3. En international konference skulle drøfte de vanskelige spørgsmål: Jerusalems status, flygtningene, bosættelserne og den endelige grænsedragning.

Køreplan for fred minder på mange måder om Osloaftalen. Land for fred-princippet bruges igen og nogle af de vanskeligste problemer udsættes til senere. Planens succes? Tja...

Reaktioner

Palæstinenserne begyndte at reformere deres selvstyre. Arafat blev tvunget til at trække sig tilbage til fordel for Abu Mazen som ny palæstinensisk statsminister. Han overtalte terrororganisationerne, bl.a. Hamas og Islamisk Jihad, til en våbenhvile. Den varede desværre kun kort tid, for israelsk militær fortsatte i august 2003 jagten på palæstinensiske terrorister. Det israelske sikkerhedshegn. Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/West_Bank_Barrier (Public Domain) Israel gennemførte militæraktioner mod flygningelejre, som de mente husede terrorister fra Hamas og Islamisk Jihad. Israelsk militær har dræbt flere ledere fra disse grupper. I marts 2004 dræbte israelsk militær Hamas lederen Ahmed Yasin. I 2002 belejrede de Arafats hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden, fordi de ikke mente, han gjorde nok for at stoppe volden.

I 2003 begyndte Israel at opføre et 200 kilometer 8-10 meter højt cementhegn i grænseområdet ved Vestbredden. Hegnet har en sikkerhedszone på 60-100 meter. Formålet med hegnet er at holde selvmordsterrorister ude. Hegnet opføres delvist på palæstinensisk territorium. På kortet til højre ses nogle tyrkisfarvede områder nede omkring Jerusalem. Det er de israelske bosættelser på Vestbredden, som skal beskyttes mod palæstinensisk terror.

I juli 2004 erklærede Den Internationale Domstol i Haag at sikkerhedshegnet var i strid med folkeretten. Israel anerkender ikke denne kendelse.

Samtidig med denne hårde kurs på Vestbredden gennemførte Sharon overraskende også i 2005 en israelsk tilbagetrækning fra Gaza-striben. Ca. 8000 jødiske bosættere blev fjernet med magt af den israelske hær. Kritikere hævder, at dette skete for at fjerne international opmærksomhed fra Vestbredden, især Østjerusalem, hvor der befinder sig væsentlig flere jødiske bosættere (ca. 400.000 har bosat sig ulovligt i disse områder gennem de sidste 30 år)

Meget tyder på, at Sharon var begyndt at forberede en ensidig israelsk grænsedragning. Ved at give palæstinenserne Gaza-striben håbede han at få mere land på Vestbredden.

Palæstinenserne valgte Hamas

Yassir Arafat døde i november 2004 og en anden PLO-stifter, Mahmoud Abbas (Abu Mazen), blev valgt af palæstinenserne som afløser. I 2006 fik Hamas flertal i det palæstinensiske parlament efter et demokratisk valg i selvstyret. Det skabte et kæmpeproblem for det internationale samfund, der havde støttet det palæstinensiske selvstyre økonomisk siden starten. Hamas er en terrororganisation. Hamas anerkender ikke Israel. Man skulle vel heller ikke give penge til Al Qaida?? På den anden side var Hamas jo demokratisk valgt.

I april 2006 stoppede EU og USA den økonomiske støtte til selvstyret. Samtidig meddelte de at støtten vil blive genoptaget, hvis Hamas anerkender Israel og lover ikke at bruge vold. (kilde: dr.dk) Det har betydet, at selvstyret ikke har kunnet aflønne sine ansatte - politi, embedsmænd, lærere, osv.

Israel har nægtet og nægter stadig at forhandle med Hamas.

Israelerne valgte Kadima

I 2005 stiftede Ariel Sharon et nyt parti, 'Kadima', som satsede på fred med palæstinenserne som vigtigste mærkesag. Freden skulle sikres ved at israel skulle trække sig tilbage fra besatte områder og selv fastlægge statens grænser uden forhandling med palæstinenserne.

Den 4/1 2006 fik Ariel Sharon et slagtilfælde og dermed endte hans politiske karriere. Ehud Olmert overtog formandsposten i Kadima og blev efter valget i marts Israels statsminister. Kadima blev det største parti med 29 ud af 120 pladser i Knesset, det israelske parlament. Kadima må altså samarbejde med andre partier og her opstår vanskelighederne jo som regel.

Krig i Libanon

I sommeren 2006 udbrød der regulær krig i Mellemøsten. Guerillaer fra libanesiske Hizbollah skød tre og kidnappede to israelske soldater. Hizbollah ville tvinge Israel til at frigive libanesiske og palæstinensiske fanger fra landets fængsler. I de følgende uger gennemførte Israel flere militæraktioner ind i Libanon, der skulle nedkæmpe Hizbollah. Men Hizbollah blev ved med at sende missiler ind i Israel. FN udarbejdede forslag til en våbenhvile, der trådte i kraft d. 14. august 2006.

Våbenhvilen blev udlagt som en sejr for Hizbollah. Det lykkedes nemlig ikke for israel at opspore alle organisationens medlemmer. Israel virkede ikke længere helt så militært overlegen, som efter seksdageskrigen i 1967

Skilsmisse mellem Fatah og Hamas

Krigen i Gaza 2008/9

De vigtigste problemer i dag

Situationen i Palæstina har desværre ikke ændret sig meget siden 1967. Problemerne er stadig:

Køreplanen for fred har ikke hjulpet synderligt. Desværre kommer der nok flere ofre for selvmordsbomber og terroristjagter.

Arbejdsspørgsmål:

  1. Hvad betød 11/9 2001 for Palæstinakonflikten?
  2. Hvorfor opførte Israel i 2003 en sikkerhedsmur om Jerusalem?

Litteratur:

Sidst revideret 22.11.2006
© ? | xhtml | css | Adjunkten | Del | Til toppen